Vinen er produceret på frugten fra tilsammen 150 ha. med Chardonnay i det centrale Languedoc. Druerne høstes lidt før fuld modenhed og gæres til vin i rustfrit stål. Herefter modner den unge vin hovedsageligt i ståltankene, men en lille del ser små fade i op til 12 måneder inden den endelige basisvin sammenstikkes. Herefter gennemgår basis en avanceret og delvis patenteret proces der på én gang fjerner al alkohol og tilføjer de fine bobler.
Resultatet er blevet en elegant mousserende vin med en fin sprød syre, afbalanceret friskhed, og en lille restsødme, der skal balancere syren og få os til at glemme fraværet af alkohol. Der er toner af lime og grønne æbler, og frem for alt virker den ikke syntetisk og synes fri for spor af kemi. Selv udtaler Richard Juhlin: ”Den är riktigt god, om jag får säga det själv, och att vi har lyckats så bra har gjort mig taggad att förverkliga ytterligare idéer.”
Serveres gerne temmelig afkølet. 7-9 grader vil være passende hvis den skænkes som aperitif. Ellers et par grader varmere for eksempel til en gang ovnbagt kylling med fennikel, persillerødder og salvie.
Det vakte forundring, da det i det sene efterår 2015 kom frem, at den svenske Champagneekspert Richard Juhlin var blevet overtalt til at lægge navn til en ny serie af mousserende vine uden alkohol, som det lille svenske firma MRG Wines lancerede som ”Richard Juhlin Non Alcoholic Premium Wines”. Var manden der snart har smagt 9.000 forskellige Champagner blevet syg? Var han i færd med at kompromittere sig?
Efterhånden som flere og flere fik smagt denne Richard Juhlin Sparkling Blanc de Blanc Zero, der er den første vin i serien, blev forundringen imidlertid vekslet til respekt. Andre eksperter medgav, at der var tale om nogle af de bedste bobler, der foreløbig er produceret hvis præmissen er 0 tolerance overfor alkohol, og med et slag blev det lidt mindre kedeligt at skulle vige udenom alkoholiske drikke.
Richard Juhlin deltager ikke i produktionen, men godkender slutresultatet.