Ikke på lager
Jamies champagnelys er støbt i nederste halvdel af en champagneflaske.
Holmegaard Værk hjælper ham med at skære flaskerne over, så han kan lave dem om til smukke soyavoks-lys.
Du ved ikke på forhånd, hvilken en champagnelabel, der er på lyset – men hver en flaske kommer fra Champagne For Alle.
De er udvalgt af Jamie, og han har påsat sit eget lille klistermærke med logo (som han btw selv har designet sammen med Emil).
Jamie har været til oplæring hos Christa fra GoSence, og her har han lært alt om lys. Det var også her, han valgte, at lysene i Jamies Designs ikke skal laves af den stearin, mange andre lys er lavet af – men af soyavoks.
Soyavoks udleder 80% færre partikler end lys af stearin, og soyavoks er et naturprodukt udvundet af soyabønnens olie – hvorimod stearin er et biprodukt af petroleum, som er fremstillet af råolie. Vi blev meget kloge den dag – og vi vil aldrig bruge andet end soyavoks i vores familie fra nu af.
Lyset har en brændetid på cirka 25-30 timer og er uden duft. Flasken går op i midten i bunden, og brænder derfor ikke helt ned.
Vi laver rigtig meget velgørende arbejde i vores familie. Hvert år er Jamie eksempelvis med til at samle penge ind til Team Rynkeby, når vi mødes med alle Rynkerne i Champagne på deres lange cykeltur til Paris.
Derfor er det slet ikke mærkeligt, at hans eget ønske var at give en del af fortjenesten ved salget af disse lys til Børns Vilkår. Vores svigerdatter, Silke Ena Svare Arbo, har været med i en kampagne for Børns Vilkår, hvor unge med handicap sender et brev til folkeskolen – og forklarer skolen, hvor svært det kan være at passe ind. Se filmen HER.
Jamie er meget lidt i skole – nogle dage slet ikke – andre dage 1-2 timer. Hans ADHD gør det svært – men iværksætteri og det at være kreativ er meget meget nemmere for ham.
Forvent leveringstid og en vare hvor alt ikke er perfekt – alt laves af et barn.