Michael anbefaler: ”Når man smager Orianes champagner, stopper man op. Man får lyst til at fordybe sig i dem og forstå, hvordan hun bærer sig ad. Hendes forståelse for jordbunden og evne til at få det bedste frem i dens potentiale er noget helt særligt. Og det kan smages i hver eneste dråbe. Det giver lyst til mere, for hun er ganske enkelt utroligt dygtig!”
Om champagnehuset
I det sydlige Champagne, midt i hjertet af Côte des Bar, ligger Dame de Carreau. Her har familien Carreau holdt passionen i live og forfinet deres håndværk siden 1500-tallet.
I dag drives huset af Oriane Carreau, som med respekt for jorden og arven efter sin far skaber champagner med en helt særlig sjæl. Hun dyrker sine 6 hektar vinmarker økologisk, uden sprøjtemidler, pesticider eller unødige indgreb. Alt sker i naturens eget tempo, og hver eneste drue behandles med en ro og præcision, som kun findes hos de mest passionerede vinmagere.
Oriane har en brændende interesse for jordbunden og fordyber sig gerne i hver eneste detalje. Det er her, hendes filosofi tager sin begyndelse, og her magien opstår. Hun udvælger ikke kun sine vinmarker ud fra druesorterne, men også ud fra hvordan jorden sætter sit præg på smagen.
Resultatet er champagner, der udtrykker terroiret med tydelighed, dybde og liv.
