Hvorfor elsker vi den…

LOOOOVE all the way – udenpå og indeni – det her er voksenslik på flaske. VI har købt alt der er tilbage – og det er snart slut

Om champagnen

Den her vintage (årgangschampagne) fra 2014 er særlig.

60% Chardonnay – 40% Pinot Meunier

Den dufter og smager af moden kandiseret frugt, den er dyb og smagsfuld – men samtidig enormt frisk og mundvandsdrivende. Dejlig syre og citrus. Helt og aldeles perfekt som ”bare fordi” champagne – eller til en særlig stund med én, du holder af.

Om champagnehuset

Vi er fuldstændig smaskforelskede i Cécile og David Casters personligheder og champagner. Så nemt kan det siges.

Det her er en smuk familie-fortælling, der begynder tilbage i Damery i 1857, da vinbonden Eugène Cadel beslutter at producere champagne i eget navn. Eugène fik en datter og senere også en svigersøn, piloten René Filaine, som i 1900 rejste rundt i hele Frankrig for at hjælpe til med at sælge svigerfars champagner. Filaine deltog i 1. verdenskrig – Cécile og David Casters har flotte billeder af ham ved hans lille fly og hans imponerende moustache, som de stolt viser frem. (historie fra FB)

Endelig i 1944 kom familienavnet ”Casters” ind på banen. Datteren Marguerite Filaine blev gift med Louis Casters, der var kommet fra Belgien med sin familie i 1920’erne. Nu var Casters navnet så på plads.
I 1969 giftede Vincent Casters sig med Liliane Liébart, der selv kom fra en 100 år gammel vinfamilie. De overtog godset og skabte Casters Liébart-brandet. Dermed var banen kridtet for at deres søn, David Casters og hans hustru Cécile, som bringer vinmarker med fra sin egen 120 år gammel vinfamilie i Saint Martin d’Ablois, ind i ægteskabet, så de sammen kunne overtage bedriften på i alt 11 hektar marker i Damery.

Champagnehuset er HVE-certificeret – certificeringen der bekræfter, at de dyrker champagne med respekt for miljøet. De har kæmpe fokus på biodiversitet og bæredygtige dyrkningsprincipper. Vi tør godt allerede nu afsløre, at vi ikke kommer til at slippe det her hus. Der er så meget guld gemt i deres kælder, og så mange kærlighedshistorier vi skal have fortalt – så glæd dig til endnu mere.