Champagne-leksikon (FAQ)

Medlemskab på
Champagnekassen

Hvad er Champagnekassen?

Champagnekassen er hverdagsluksus, overraskelse og forkælelse sendt direkte hjem til dig. Vi sender ikke bare 2 forskellige champagner hver eller hver anden måned, men en fortælling om bønderne bag flaskerne, en læring om champagne plus en hel masse know-how og information, der med garanti vil få smilene frem og blodet til at boble.

Hvem står bag Champagnekassen?

 Vejen her til har været et eventyr hele vejen igennem – det startede med en køretur til Champagne og et bagagerum fuld af champagne – efterfulgt af private champagnesmagninger i bedste Tupperware-homeparty-style. En Facebook side der eksploderede i løbet af ret kort tid – anbefalinger via mund-til-mund og efter relativ kort tid kunne vi mærke efterspørgslen var så massiv, at Michael sagde farvel til det traditionelle arbejdsliv i mediebranchen og kastede sig ud i at dele viden om og kærlighed til champagne på fuld tid.

I slutningen af 2018 blev drømmen om at sende champagne ud som et medlemskab, Champagnekassen, en realitet – at sikre medlemmerne en månedlig overraskelse og SELV-forkælelse – i bedste kvalitet, fra de helt små og ofte ukendte champagnebønder – og med en historiefortælling direkte fra hjertet – champagnebondens og vores hjerte. Vi er i Champagne mange gange om året, vi møder bønderne hjemme på champagnegårdene – og vi deler deres historier og anekdoter med medlemmerne. På de sociale medier kan man følge vores rejser, udvælgelser, tanker og overvejelser. Det er vores DNA – personlighed og nærvær i alt vi foretager os.

 I dag er Dinna også fuld tid champagne-ambassadør og vores 3 drenge er en stor del af det, vi foretager os. Den store er dog voksen og er flyttet hjemmefra.

Vi driver en webshop, vi laver champagnesmagninger og champagne-middage, vi arrangerer rejser til Champagne, driver en Champagnebar i sommermånederne og meget meget andet.

Hvordan udvælger I champagnerne?

Michael er i Champagne tæt på hver eneste måned. Her besøger han bønderne og får deres champagner og historier ind under huden. Efterfølgende tager han flaskerne med hjem, og hjemme i Danmark smager vi på champagnerne igen sammen med en nørdet jury, der sammen med os finder de mest spændende og interessante flasker og historier.

Hvad indeholder min Velkomstkasse?

Din aller første Champagnekasse indeholder – foruden champagnerne – også 2 champagneglas og en champagnestopper, der holder din champagne boblende i op til 4 dage i køleskabet. Desuden medfølger der altid et infoark om flaskerne plus 2 opskrifter udviklet til at komplimentere champagnerne perfekt.

Sender I kun brut (tør) champagne?

Vi sender som hovedpart den klassiske brut champagne, men Champagnekassen er en rejse og en læring ud i al den forskellige champagne der findes, så vi sender også Sec og Zero Dosage champagner fra tid til anden.

Modtager man også årgangschampagner?

Ja, vi sender også årgangs champagner fra alle mulige spændende årgange. Champagnekassens flasker er en bred blanding af det hele.

Kan jeg købe flere af champagnerne – hvis jeg nu forelsker mig i en flaske?

Champagnerne er ikke tilgængelige i vores almindelige webshop – det er altså flasker eksklusivt kun for medlemmerne. Hver måned har vi bestilt lidt ekstra hjem, så det er muligt at genbestille. Vi har dem dog kun til bestilling så længe lager haves. Du finder dem under”genbestilling” på Min Konto.

Hvad får jeg mere – altså ud over champagnerne?

Vi har skabt et online univers, hvor du vil blive forkælet med en fordelsklub, opskrifter, VIP events, KOM-FØR-IND, champagnerejser og meget meget mere. Herudover får du rabat på vores tilbehør, du får rabatter i Champagnebaren og vi har meget mere i støbeskeen.

Fokus på RE:USE og bæredygtighed

 Vores fokus i de daglige processer på lageret er RE:USE og bæredygtighed. Champagnekasserne er produceret i Danmark og af bæredygtigt materiale, ofte kommer medlemmerne retur med de brugte kasser, som vi genbruger, vores tape er bæredygtigt, infoarket er trykt på genbrugspapir og sådan kunne vi blive ved.

Overraskelsesmomentet

 Det er altid en overraskelse, hvad kassen indeholder.  På Facebook og Instagram vil du i løbet af måneden læse en masse teasers og små hints til indholdet i månedens Champagnekasse. Dermed vil hver måned føles en lille smule som juleaften.

Hvor kan jeg læse, hvad andre synes om Champagnekassen?

På vores Trustpilot kan du læse anmeldelser fra helt tilbage da vi startede. https://www.trustpilot.com/review/champagnekassen.dk

Betaling af Champagnekassen

Hvilke betalingskort kan jeg betale med?

Du kan betale med Dankort, VisaVisa Electron, Mastercard, Maestro.

Det er ikke muligt at bruge MobilePay på abonnementet men det er det til gengæld på almindelige webshop-ordrer og i Champagnebaren.

Hvornår trækker I pengene?

Vi trækker pengene den første dag i måneden og sender din kasse en af de førstkommende dage efter – i respekt for weekend og helligdage.

Hvorfor siger min betalingsoversigt 714,- når I skriver prisen er 695,-

Hvis du har valgt privatlevering er der en lille merbetaling på kr. 19,- – dermed ændrer totalbeløbet sig til 714,-. Dette informerer vi naturligvis tydeligt om, når du vælger leveringsform.

Levering af Champagnekassen

Hvor tit leveres Champagnekassen?

Du vælger selv, om du vil have kassen leveret hver eller hver anden måned. Det er desuden muligt at tilkøbe de måneder, du ikke skal have – og du kan springe over, hvis behovet for det måtte opstå. De betyder, at du kan få det præcis, som du ønsker.

Hvem leverer Champagnekassen?

GLS eller Post Nord kommer med din hverdagsluksus – og du kan både vælge pakkeshop, erhverv eller privatlevering. Ved privatlevering er der en lille  merbetaling på 19,-. Det er også muligt at vælge afhentning hos os i Karlslunde – afhenterne får adgang til kassen en dag før alle andre og sparer 50,- på kassen

Smadrer flaskerne ikke undervejs?

Vi har fået udviklet og produceret vores helt egne sikre kasser af danske Honeycomb Cellpack. Det betyder, flaskerne er enormt godt beskyttet og altid når frem hele.

Kan jeg fortryde mit køb af Champagnekassen?

Naturligvis – vi ønsker ikke at sende champagne til dig, hvis du ikke ønsker at modtage det. Du kan fortryde helt indtil fragtbilen har været her. Du har 14 dages fortrydelsesret – læs mere herom i vores handelsbetingelser.

Viden om champagne

Anden gæring

Er en gæring der opstår efter den almindelige alkoholiske gæring. I Champagne tilsætter man gær og sukker (tirage) til den færdige vin i flaskerne, propper dem godt til og lader anden gæringen gøre sit arbejde med at frembringe smag og bobler.

Autolyse

Processen, hvor champagnen 2. gærer i flasken, og hvor der dannes et bundfald af gær, som vinen hen over året optager smag og duft fra-, og som giver en ønsket kompleksitet.

A votre Santé

Skål på fransk.

Bar

Trykket i en uåbnet champagneflaske er på 6 bar. Et bildæk har 2,5-3 bar.

Belemnitkridt

Belmnitkridtet i den attraktive kalkholdige champagne-jordbund kommer fra blæksprutten Belemnita Quadrata’s kalkholdige skjold. For 30 mio. år siden var her urhav, kaldet Parisebækkenet, der hvor Champagnes terroir nu findes. Belemnitkridt-jordbund dominerer i Grand Cru landsbyerne.

Blending

Der er fire måder en champagneproducent kan blende sine op til 100 vine på:
1. Chardonnay med Pinot Noir
2. Druer fra forskellige vinmarker
3. Vine fra tank med vine fra fade
4. Vine fra forskellige årgange

Brettanomyces

Eller ”Brett” er en elsket/hadet genstridig gærsvamp, som trives naturligt på drueskallerne. I Champagne er den absolut uønsket i de friske champagne-vine, da den kan give en animalsk lugt af hest og sved. I andre vinområder, som f.eks Sydrhône, er den mere brugbar til at give noget karakter til de varme rødvine. Hvis først gærsvampen har fundet vej ind i vinkælderen, er den svær at komme af med igen. Har den ydermere fundet vej til egefadene, er der ingen anden udvej end at skille sig af med dem.

Bærmen

Gæren (bundfaldet) ved 2. gæringen i flasken. På fransk siger man, at champagnen ligger: Sur Lies eller Sur Lattes.

Champagne i hektar

Der dyrkes i alt vin til champagne på 33.787 hektar. Hektarerne er fordelt med 23.990 i Marne, 7.231 i Aube og i Haute Marne, og i Aisne og Seine-et-Marne er der 2.556 hektar.

Champagneflaskens størrelse

SPLIT – 187 ml – ¼ flaske
DEMIE – 375 ml – ½ flaske
STANDARD – 750 ml – 1 flaske
MAGNUM – 1,5 liter – 2 flasker
JEROBOAM – 3 liter – 4 flasker
METHUSELAH – 6 liter – 8 flasker
SALAMANAZAR – 9 liter – 12 flasker
BALTHAZAR – 12 liter – 16 flasker
NEBUCHADNEZZAR – 15 liter – 20 flasker

Champagnemetoden

Det kalder man måden at lave champagne på med 2. gæringen i flasken – men kun i Champagne. Tilsvarende metode alle andre steder hedder Méthode Traditionelle.

Champagneproppen

Er lavet af kork, som er et materiale, der stammer fra korkegens bark. Kork har i mange år været brugt til flaskepropper. Proppen er sammensat af mange små stykker kork, der er med til at give en meget stor fleksibilitet. Den måler typisk 31 mm i diameter, hvorimod flaskehalsen kun er 18 mm. Proppen bliver ved hjælp af en maskine presset sammen til ca. halvdelen af normal størrelse og bliver så presset ned i flasken, manuelt eller ved hjælp af tryk. Proppen udvider sig i flaskehalsen, hvilket gør den i stand til at klare trykket fra champagnen, der er mellem 4 og 6 atmosfærers tryk. Det øverste stykke af proppen udvider sig og giver proppen den karakteristiske champignon-form.

Chardonnay

Den grønne drue er kendt for elegance og finesse i champagne. Som ung kan du kende den på en frisk syrlighed, citrus og æbler, mens den får tilføjet noter af brunet smør og hasselnødder, når den bliver ældre.

CIVC

Er Le Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne – den styrende organisation af champagne-producenter i Frankrig.

Den farlige periode

Nattefrost i april er en gyser for champagnebønderne – simpelthen fordi der er risiko for frost (nattefrost) efter knopskydning

Degorgering

Champagneflaskens hals fryses, mens flasken er på hovedet, hvorefter gærresterne fjernes fra champagnen, og en ny prop monteres. Herefter skal champagnen hvile i flasken før videreekspedition.

Dosage

Inden salg tilsættes forskellige niveauer af sukker. Tidligere foretrak kunderne at drikke sød champagne. I dag vil de fleste have, at den skal være tør – endda knastør og gerne ”Sans Dosage” – uden sukker.

Druer

I Champagnes dyrkes Chardonnay (31%), Pinot Noir (38%) og Meunier (31%). Druerne Pinot Blanc, Pinot Gris, Arbanne, Petit Meslier og Gamay fylder bare 0,3%.

Échelle des Crus

Er den officielle skala til klassificering af markernes kvalitet. En vinbonde får 100% af den årligt fastsatte pris for sine druer, hvis hans mark ligger i en af de 17 Grand Cru landsbyer. Hvis hans marker ligger i de 42 klassificerede Premier Cru landsbyer, kan han indkassere mellem 99-90% for sine druer, når han sælger dem til et champagnehus.

Entreilage

Det kalder man det, når en flaske eksploderer.

Forårsfrost

En af de største trusler mod vinhøsten.

Fra høst til presning

For at undgå en begyndende gæringsproces må der må højst gå 5 timer fra høst til presning af druerne.

Genbrug

I dag behandles og genanvendes alle druerester, vand fra produktionen og rest-juice.

Grand Cru

Der findes 17 Grand Cru landsbyer i Champagne. En vinbonde kan få 100% af den fastsatte pris for sine druer, hvis hans mark ligger i en af de 17 Grand Cru landsbyer: Ambonnay, Avize, Aÿ, Beaumont-sur-Vesle, Bouzy, Chouilly, Cramant, Louvois, Mailly Champagne, Le Mesnil-sur-Oger, Oger, Oiry, Puisieulx, Sillery, Tours-sur-Marne, Verzenay og Verzy.

Gyropalette

Når vinbønderne bliver trætte i hænderne af at vende flaske efter flaske per håndkraft, findes der automatiserede gyropaletter, der kan lave remuage (processen hvor flasken drejes) på op til 500 flasker ad gangen.

Gødning

Den magre jordbund i Champagne kræver konstant gødning. Enten naturlig kompost, sort aske fra bjergenes toppe i området, eller endda med fintmalet husholdningsaffald fra Paris og Reims.

Hagl

Forårshagl hører til en af de virkeligt slemme farer for vinplanterne. Hagl kan ødelægge årets høst, især hvis de huserer, efter at planterne har sat blomst.

Hektar

1 hektar = 100 x 100 meter = 2 tønder land = 2,5 engelske acres.

Høst

For at finde det helt rigtige høsttidspunkt tages prøver af druerne to gange ugentligt fra forskelligt liggende marker. Sukkerindholdet i druerne skal sikres. Al høst sker manuelt BY HAND for at beskytte drueklaserne, så druerne ikke ødelægges undervejs. De 19.000 pressecentre er fordelt over hele Champagneregionen.

Høste i hånden

Champagne er det eneste distrikt, hvor det ikke er tilladt at høste maskinelt, hver eneste drue skal plukkes ved håndkraft.

Industrigær

Gør det nemmere at styre gæringsprocessen – også kaldet kulturgær. Gæringsprocessen kan overstås på bare én uge, og gæren arbejder helt ned til 11°.

Kalk

Jorden i Champagne er ekstremt kalkholdigt – den er i stand til at absorbere 40 % af sin egen vægt i vand.

Kimmeridge

En del af jordbunden i Champagne består af Kimmeridge-ler. Ikke lige så ”fint” som Belmnitkalk. Kimmeridge er dominerende i bl.a. Aube.

Klima

Den gennemsnitlige temperatur i Champagne er 11 grader og nedbøren er relativ stabil.

Kransekage

Til nytår – HUSK altid at champagnen skal være sød –  ved 7-12 % sukker vil champagnen føles sur og meget tør – så vælg en med 30-50 gram sukker pr. liter.

LBSI

Det amerikanske ”The Luxury Institute’s Luxury Brand Status Index” har spurgt 1.200 meget velhavende amerikanere, hvilke champagnebrands de drikker. På 1. pladsen ligger Dom Perignon, 2. pladsen har Cristal, på 3. pladsen ligger La Grande Dame fra Veuve Clicquot.

Lieu-dit

”Stedet taler” bruges også i Champagne. Nogle vinproducenter laver champagner fra vinstokke, der vokser i et afgrænset område, og hvor der er tale om særligt udtryksfulde forhold i terroiret.

Liquer de Tirage

Blanding af vin, sukker og gær der tilsættes efter aftapning til at kickstarte andengæringen i flasken – i daglig tale bare ”Tirage”.

Maceration

I Champagne høster man per håndkraft for at undgå at drueskallerne brister før presning. For at undgå maceration, idet man laver hvid vin på blå druer, og derfor ikke vil trække smag og farve fra drueskaller eller kerner. Undtagen, hvis det drejer sig om rosé.

Maksimale out-put

Reglen er man må presse 102 liter saft af 160 liter druer, eller 4000 kg = 2550 liter saft.

Malolaktisk gæring

Er en enzymatisk proces, hvor den skarpe æblesyre i vinen omdannes til den bløde mælkesyre ved hjælp af mælkesyrebakterier. Jo koldere klima, vinen er vokset i, jo mere vinsyre vil der være i vinen.

Meldug

Er en svampesygdom, der trives i fugtigt og stillestående vejr. Angreb medfører melede, hvide blade og druer. Der beskæres kraftigt og lynhurtigt, og ofte sprøjtes med svovl. Meldug kan overvintre i planten og er vanskelig at fjerne helt.

Méthode Champenoise

Det kalder man måden at lave champagne med 2. gæring i flasken på – men kun i Champagne. Tilsvarende metode hedder alle andre steder Méthode Traditionelle.

Meunier

Tidligere – og stadig indimellem – kaldet Pinot Meunier er Champagnes tredje drue efter Pinot Noir og Chardonnay. Den er blå og har intense frugtige og krydrede noter. Nogle mener, at den kan gå helt over i tutti-frutti. Det er en robust drue, der blomstrer senere end de andre, og den er derfor mindre følsom overfor forårsfrost. Den tilfører krop og rigdom til champagnen. En vigtig drue i Champagne – da den er en stabil og hurtigt modnende drue. Meunier betyder “møller” fordi det ser ud som om, at plantens blade er dækket af mel.

Muselet

Metalgitter, der sikrer korkproppen mod at suse afsted i utide. Muselet og den lille plade øverst på korkproppen blev patenteret af Adolphe Jacquesson i 1844.

Mælkesyrebakterier

De indgår i en ”malolaktisk gæring”, hvor den barske æblesyre omdannes til mild mælkesyre.

Naturgær

Gæren sidder naturligt på drueskallerne ved høsten og sørger for spontangæring i vinkælderen. Naturgær kan arbejde i månedsvis før det ønskede resultat. Gæringen kræver en temperatur på mindst +16° og er svær at styre.

Non vintage

Er en ikke årgangschampagne.

Oxidation

Oxideret vin er som regel en fejl. Druer, der brister før pres, får meget hurtigt en brun udsivende druesaft, fordi fenolerne går i forbindelse med de naturlige mugsporer på druens yderside. For at undgå bristede druer og uønsket oxidation transporteres druerne forsigtigt og i små kar til presningsstationen, der altid ligger tæt på vinmarken.

Petroleumsovne

Bruger mange bønder på markerne som et værn mod nattefrosten.

Pinot Noir

En af de ældste druesorter i verden. Pinot Noir er den hyppigst plantede drue og den vanskeligste drue at dyrke. Den giver krop og rygrad til champagnen. Druen er tyndskallet og kendt for at være besværlig. Til gengæld er den højt elsket – også i Champagne hvor den giver dybe aromaer af jordbær, kirsebær, mørkt rugbrød, og som ældre endda mørke skovbær, mørk chokolade, honning og karamel.

Premier Cru

42 landsbyer i Champagne er klassificerede som Premier Cru. Vinbønderne kan indkassere mellem 99-90% for deres druer fra Premier Cru marker. Der er i alt 320 landsbyer i Champagne.

Presning

Presning af druerne i Champagne er ekstremt reguleret. Presning skal ske umiddelbart efter plukning. Der presses forsigtigt i hele klaser. Ud af et pres med 4.000 kg druer må der maksimalt anvendes 2.550 liter most = cuvéen.

Prestigechampagne

Det er de allerfineste champagner, en producent kan producere, der kaldes for ”Prestige”. Eksempelvis en unik Vintage eller en unik NV.

Prise de Mousse

Direkte oversat betyder det ”skumdannelse”. Vinen kommer på flaske, der tilsættes en anelse gær og sukker (kaldet Tirage), før vinen lægges hen til anden gæring. Gæren spiser sukkeret, konverterer til alkohol og CO2 / kuldioxid = mousse / bobler / skum.

Produktion

Der blev produceret 231.000.000 flasker champagne i Champagne i 2020.

Pupitre

En vinreol til mousserende vine. Flaskerne placeres vandret og drejes lidt pr håndkraft hver dag (remuage), til de står lodret for at udskille gærrester / bundfald fra vinen ned mod proppen, hvorefter det kan fjernes (degorging).

Reduktiv

Vin i en tilproppet flasket befinder sig en reduktiv tilstand, hvor den er beskyttet med uønsket oxidation. Når vinen først får noget ilt i glasset, åbner den op for aromaerne i både duft og smag.

Remuage

På fransk: at omryste. I Champagne betyder det, at flaskerne drejes til alle gærresterne er faldet ned mod proppen, hvor de tages ud, inden den rigtige champagneprop sættes i.

Reservevine

I Champagne bruger man en hel vifte af vine, når man laver sine cuvéer. Vine fra andre marker – og endda mange andre årgange – blendes for at tilstræbe husets velkendte, ensartede smag. Mange producenter har derfor et helt bibliotek af forskellige vine til formålet i deres kældre.

Rosé d’Assemblage

Roséen er et blend af hvid Chardonnay-vin og 7-15% rød Pinot Noir vin.

Rosé de Saignée

”Blødende” rosé er en arbejdskrævende proces, der kræver fuld opmærksomhed. Her ligger mosten med kontakt til drueskallerne i 12-24 timer. Jo længere skalkontakt – jo mørkere rød bliver roséen. Vinproducenten tjekker farven hver halve time – også om natten. Når den ønskede farveintensitet er opnået, skal most og skaller separeres øjeblikkeligt.

Rosé de Maceration

Se Rosé de Saignée ovenfor.

Sable champagne

Også kaldet SABRAGE,  stammer fra slutningen af 1700 -tallet, hvor kavaleriofficerer fra Napoleons hær indførte og praktiserede det.

Solera

Måske kender du til begrebet fra Sherrys fornemme vine. I Champagne benyttes systemet til at flytte og blende vine fra forskellige årgange imellem vintønderne. Se også Blending.

Sukkerindholdet i en champagne

Champagne kategoriseres ud fra sukkerindholdet:
0-1 gram sukker pr. liter – Nature / Zero Dosage
2-5 gram sukker pr. liter – Extra brut.
6-12 gram pr. liter – Brut (den mest almindelige)
13-32 gram pr. liter – Sec
33-50 gram – Demi Sec
50 gram og op – Doux

Taille

Udtrykket bruges om den grovere mindre syreholdige og mere mineralske most fra presningen af druerne. Nogle producenter vælger at bruge denne del af presningen for at skabe større intensitet i deres champagner – der dog generelt skal drikkes hurtigt og er uden gemmepotentiale.

Tanniner

Også omtalt som garvesyre, sidder naturligt på drueskaller, i kerner og på stilke. Tanniner afgives desuden fra de egetræsfade, som bruges i vinproduktionen. Tanniner er ønsket i rødvine, hvor de ønskes for farve og smag. Tanniner i vin kan virke snerpende og bitre.

Temperatur

Serveringstemperaturen bør ligge mellem 7 – og 9 grader.

Tirage

Blandingen af gær og sukker, der tilsættes champagnevinen i flasken for at sætte gang i den ønskede 2. gæring.

Terroir

Ret omdiskuteret fransk begreb – men ikke til at komme udenom i Champagne. ”Terroir” er det totale miljø i en vinmark: Jordbund, topografi, makroklima, mesoklima og mikroklima i fællesskab giver hver enkelt jordlod sin helt egen unikke terroir, som ikke kan kopieres, og som kan smages i de færdige vine.

Toast

Duften af nytoastet brød er en vigtig og populær aroma i champagne.

Vintage

Er champagne fra et særligt godt år.

Zero dosage

”Nature” kan den også kaldes, den tilsættes ikke ekstra sukker.

Økologi

Man pløjer jorden i stedet for at sprøjte, bruger organisk gødning, sprøjter med feromon i markerne mod insekter. Man må sprøjte med kobber og sulfat mod sygdomme som meldug. I vinkældrene kan vinificeringen dog ligne produktionen af konventionel vin.

Ønolog

En person, der er uddannet i ønologi, og som kan styre processerne i vinificeringen – og i vinmarkerne. En ønolog kan enten være ansat eller arbejde som konsulent.

Årgang 2008

Er formentlig 2000’rnes bedste bud på en årgang, som vil kunne stå distancen i det lange løb (5 stjerner).

Årgangschampagne

Betyder det samme som ”vintage”, champagnen består kun af druer fra samme årgang.