Udgivet den 26/05/2021 af Dinna & Michael
Årgang 2014 – og hvad den kan?
Det regnede, og vinbønderne i Champagne begyndte at hive deres hår ud i fortvivlede totter. For efter en helt fantastisk varm og solrig sommer, med 10% flere druer på planterne end ”normalt”, gik det i sensommeren helt galt. På dette tidspunkt, tæt på høsten, havde himlen fuldstændig hæmningsløst åbnet sine sluser. Virkelig dårlig timing. For det er bestemt ikke godt, når druerne hænger saft-udspændte, tyndskallede og sårbare på vinplanterne, klar til lige-om-lidt at blive høstet. Regn og fugt i rigelige mængder kan på dette tidspunkt medføre sygdomme. Lidt regn er godt – ustoppelig regn er noget skidt: En rigtig stor del af druerne gik simpelthen tabt. De vinbønder, der lykkedes med at producere Vintage 2014, var de, der nåede at få høsten hjem i tide, og undgik ærgerlige sygdomme i det forholdsvis begrænsede druemateriale.
Chardonnaydruerne klarede sig bedre end Pinot Noir, der er mere tyndskallede – og dermed mere påvirkede af voldsom regn.
2014 var et virkeligt udfordrende år i Champagne, og det er en årgang, der byder på store overraskelser. Nogle af de klassiske champagnehuse har valgt at lave flotte Vintage 2014 – med fokus på den lidt mere robuste Chardonnay.