• Home
  • Webshop
  • Champagnehus
  • April 2022 – Faucheron Gavroy Adonis 2015

Hvorfor er de Limited?

Adonis 2015 er en fuldbåren årgang med druer fra de mere end 50 år gamle vinstokke i Verzy og Verzenay, og de præsterer fabelagtigt
 

Om champagnen

Adonis 2015                         kun 1200 flasker

Druesammensætning:          50% Chardonnay fra gamle (1959) vinstokke i Verzy, 50% Pinot Noir fra (1965) Verzenay

Duft / Smag: Æbler, æblekage, citrus, honning og en dejlig moden, afbalanceret mineralitet. En virkelig dejlig og harmonisk champagne i god balance mellem syre og frugt.

Passer godt til: Aperitif, tapas, fladfisk som for eksempel søtunge eller pighvar, lyst fjerkræ, risotto med citrus og kammuslinger, gule cremede oste.

Sukkerindhold: 4 gram/liter

Om champagnehuset

Champagne Faucheron Gavroy

Adonis Faucheron og Amélina Gavroy er nok Champagnes mest fejrede og præmierede bedsteforældre.

Adonis knoklede i vinmarkerne i Verzenay med sin allerbedste ven – en hest. Amélina dyrkede, kun med hjælp fra sin datter, de tre hektar hun havde arvet. Under 2. verdenskrig byttede hun champagne med amerikanske troppers faldskærme, som hun syede om til kjoler til datteren. Det her er bedstemor og bedstefar-power big time. I dag ærer champagneægteparret Benoit og Cathy de to gamle ved at producere nogle af de bedste champagner, vi har smagt, og med bedsteforældrenes navne på etiketterne. Benoit og Cathy har i 25 år arbejdet tæt sammen, i de 28 marker, i kælderen, på kontoret og på messer. Børnene, Antoine og Valentine, er nyslåede studenter, men hjælper selvfølgelig til på vingården i alle ferier og til høst. Cathy siger, at der heldigvis er supergode chancer for, at børnene vælger at være 5. vin-generation.

Det lille hus har kun 4,5 hektar vinmarker – til gengæld er de tre af disse Grand Cru i blandt andet landsbyerne Verzenay og Verzy. Dét kan de takke deres fremsynede bedsteforældre for, da de helt tilbage fra 1889 af fik skabt fundamentet til det lille uafhængige familiedynasti. Huset producerer 20.000 flasker årligt. Heraf er de 1200 flasker i 2015 til ære for Adonis og 1700 buttede flasker for Amélina. Adonis 2015 er en fuldbåren årgang med druer fra de mere end 50 år gamle vinstokke i Verzy og Verzenay, og de præsterer fabelagtigt. Amélina står med sin karakteristiske fadlagring exceptionelt frem – og er for nylig præmieret med guld på den internationale konkurrence i Frankfurt. At vi har kunnet få dem hjem til jer her i Limitedkassen er bare for vildt.