Det her blogindlæg har ulmet i mit hovede længe – en lyst til at fortælle ærligt om, hvordan en beslutning om at gå ALL IN som iværksætterfamilie ser ud og føles inde fra maskinrummet.

En lyst til at inspirere andre – til at fortælle åbenhjertet om alle sejrene – men så sandelig også om de lange nætter uden søvn, og kriserne, og alt det, der går galt. Det er nemlig en ligeså stor og vigtig del af historien.

Det var egentlig aldrig planen – altså det med, at vi skulle være en hel iværksætterFAMILIE – men det skete ligesom bare, og tingene udviklede sig på den måde – og det føltes pludselig rigtigt at sige mit ellers højt elskede HR konsulent job op, for at blive full time selvstændig sammen med Michael fra den 1. marts 2020.

På mit skrivebord på første arbejdsdag stod der en gave fra Michael – en kasse visitkort med mit navn på og et par støvler, jeg kun havde turdet drømme om. IS THIS FOR REAL – jeg var ellevild (kvinderne forstår mig…)!

Men der gik bare 10 dage, så lukkede Mette hele Danmark ned, og vi var klar over, at det ville få store konsekvenser for en lille virksomhed som vores – så støvlerne med de røde såler fik lov at stå på en hylde på kontoret, og jeg var hele tiden bevist om, at de kunne returneres, så vi kunne betale regninger med pengene.

Der var booket champagnesmagninger for over 150.000,- om måneden, som af gode grunde blev aflyst. Events og festivaler blev aflyst. Der var nu to muligheder – at lukke ned og holde sig for øjnene eller sætte en MONSTER vindmølle op, og lade stormvejret hjælpe os videre. Vi gjorde det sidste.

ALLE de vilde tanker, idéer, projekter og planer, der dukker op dagligt i min hjerne, som tidligere var blevet skrevet ned i en “VI SER PÅ DET SENERE”-bog, fik nu lov at leve – og vi søsatte en hel masse spændende samarbejder og tiltag.

Champagnesmagningerne omdannede vi fra fysiske arrangementer til online events, vi skabte en “GLIMMER OG BOBLER BOX” med sejeste Trine fra Party in a box, vi samarbejdede med lokale forretninger om “Mors Dags Gaven”, lavede STAY HOME KASSEN, fik kombineret Champagne og Organic Chocolate via et samarbejde med Summerbird – og meget meget andet.

 

 

 

 

 

 

 

Champagnekassen – altså vores medlemsklub, hvor vi sender champagne ud på månedlig basis, eksploderede under Corona. Vi var selvfølgelig MØG-bange for, at vores medlemmer ville vælge OS fra som det første – men det gik helt modsat. Vi vækstede med 7-8 gange flere medlemmer dagligt – og faktisk gik det så stærkt, at vi ikke kunne følge med.

Vores system var ikke gearet til så stor vækst, vi var skiftet til nyt medlemsystem og fragtsystem samtidig – og det var simpelthen ikke sat ordentligt op. Betalinger fejlede, kasser blev sendt forkert – eller blev slet ikke sendt – og ALT var kaotisk. Vi havde begge den der influenza-følelse i kroppen som kommer, når noget går så galt, at man ikke selv er herre over problemerne og ikke har mulighed for at løse det.

Vi skiftede til en gudsbenådet udvikler, der reddede vores røv. Der arbejdede i døgndrift og fik alt tilbage på rette spor – Patrick, du er grunden til, at vi står her i dag – FOR EVIGT TAKNEMMELIGE ❤️

Det var en stor opgave – maaange nætter foregik foran computeren – med mavepine.

Vi havde OGSÅ den 1. marts investeret i et nyt stort lager/kontor/champagnesmagningsrum – en KÆMPE investering for os – men også en drøm om at tage virksomheden ud af vores private hjem og ud i nogle mere professionelle lokaler. Alt havde indtil nu foregået hjemmefra – pakkeriet (JA, der var kasser og Champagnekasser i 70% af vores hus omkring den 1. i måneden) og champagnesmagningerne havde vi hjemme i vores eget hjem.

Det var svært at nyde lokalerne – og vi måtte aflyse åbningsreceptionen og der kom jo af gode grunde ikke nogen forbi. Webordrer udleverede vi ud gennem døren – på grund af Corona.

Men ligeså stille kunne vi mærke farten – det rush der kommer, når udvikleren og folk omkring os sagde “Stop lige op og kig – det kører jo – I får medlemmer som aldrig før og webordrerne vælter ind”.

Man glemmer nemlig at nyde fremgangen, når man har stået midt i en krise – man arbejder bare på autopilot – og glemmer tid og sted – og hinanden.

For mig personligt var det sværeste, at børnene også var hjemme under Corona – at manøvrere rundt i vild vild vækst og have børn på knæene 24/7 – og føle man aldrig rigtig er tilstede og nærværende. ALDRIG!

Det betød også, at vi kiggede på hinanden og LOVEDE hinanden, at fra 1. august 2020 skulle livet ændres – prioriteter, arbejdsgange, tid – ALT. Vi gik selvstændige for at have frihed og tid til børnene og hinanden og vi stod midt i det total modsatte. Det kan man sagtens manøvrere i i noget tid – men det er vigtigt, at man også kan se en ende på det.

Vi har sadlet om.

Der er indkøbt et vækkeur, så mobilerne skal ud af soveværelset, vi får vores første fuldtidsansatte 1. august (TAK for dig SUSAN ❤️), vi skal lære at lukke ned og lade op – og nyde og værdsætte.

Fortryder du Dinna?

IKKE et sekund – det er det hele været – på godt og ondt.

Så længe man tør prioritere, ændre, erkende, elske, springe ud og TAGE ACTION – så skal det hele nok gå.

Denne weekend bliver drengene passet hos mormor og morfar – vi er taget på weekend i København – og skoene er på for første gang – DET ER EN STOR DAG!

TAK fordi du læste med!